[ Klagenævnet genoptager klagesag, som var blevet til retssag! ]
PUBLICURE har tidligere bistået med førelsen af klage- og retssagerne mellem Øens Taxa og Alsvognen mod FynBus, Sydtrafik og Midttrafik.
I både klagenævn og byret fik Øens Taxa og Alsvognen medhold, og det takseredes med uden virkning og 10 mio. i bødeforlæg.
Du kan læse mere om Retten i Svendborgs resultat hér: https://publicure.dk/da/articles/202005/3-mio-i-sanktion-og-uden-virkning
Det var trafikselskaberne, som havde indbragt sagen om ansvarsspørgsmålet for domstolene, og her fik de to vognmænd fri proces til at forsvare klagenævnets kendelse om, at trafikselskaberne groft havde tilsidesat udbudsreglerne.
Der var ikke penge til at fremsætte erstatningskrav. Trafikselskaberne modsatte sig, at erstatningsspørgsmålet blev udskilt til særskilt behandling. Vognmændene kunne ellers derigennem minimere den økonomiske risiko ved først at få afklaret spørgsmålet om ansvar før spørgsmålet om erstatning. Samtidig ønskede trafikselskaberne at fastholde et syn og skøn, selvom dette kun gav mening for erstatningsspørgsmålet.
Retssagen endte med samme resultat som i klagenævnet: Trafikselskaberne havde i strid med udbudsreglerne ændret et grundlæggende element i de indgåede rammeaftaler. Og så burde sagen egentlig slutte dér.
Men alligevel ikke helt: Den 16. august 2022 afsagde klagenævnet for udbud i lyset af rettens dom en ny kendelse:
Klagenævnet kom frem til, at Øens Taxa med rette kunne vende tilbage til klagenævnet og rejse et krav om erstatning. Oprindeligt bestemte klagenævnet ellers, at Øens Taxa var henvist til at forfølge erstatningsvejen under retssagen, som trafikselskaberne havde anlagt. Kendelsen byggede klagenævnet på afvejningen af overordnet set to hensyn:
Det ene hensyn var til Øens Taxa, som var selvmøder og ikke havde midler til en retssag, som ville være mere byrdefuld end en klagesag. Herudover ville klagenævnet kunne nå et resultat lang tid før en domstol. Det andet og modsatrettede hensyn var til procesøkonomien, dvs. at en samlet behandling af ansvar og erstatning ved domstolene ville spare flest ressourcer hos det offentlige og parterne. Klagenævnet fandt på daværende tidspunkt, at det sidstnævnte hensyn vejede tungest.
---o0o---
Efter retssagen rettede Øens Taxa på ny henvendelse til klagenævnet med anmodning om at klagesagen blev genoptaget. Nu med det argument, at byretssagen var gået deres vej, og at der ikke var ført sag om erstatning. Trafikselskaberne modsatte sig dette med henvisning til, at retten havde afvist at udskyde spørgsmålet om erstatning til selvstændig behandling under retssagen, og at erstatningsspørgsmålet derfor var afgjort.
Klagenævnet genoptog imidlertid erstatningssagen ud fra den grundlæggende betragtning, at vognmændene ikke havde nedlagt erstatningspåstand under byretssagen. Faktisk tillagde klagenævnet det betydning, at trafikselskaberne havde modsat sig vognmændenes anmodning om udskillelse af erstatningsspørgsmålet (og ikke rettens beslutning i overensstemmelse med den anmodning). Klagenævnet anførte således, at klagesagen kunne genoptages, fordi der ikke var nedlagt påstand om erstatning under retssagen.
---o0o---
Hvorfor er kendelsen interessant?
Det er almindeligt kendt, at bortdømte ordregivere kan trænere og demotivere en klagers sag ved at indbringe en kendelse for domstolene: Indbringelsen betyder, at ordregiver kan udsætte et forpligtende aftaleophør (§ 185, stk. 2), og samtidig tvinges klageren til at anvende tid og penge på en fornyet prøvelse af ansvarsgrundlaget.
Kendelsen udtrykker derfor en balancering af fordele og ulemper ved videreførelse af klagesager: Erstatningsspørgsmålet kan nu ”returneres” til det hurtigere, billigere og mere behjælpelige klagenævn, hvis en domstol erklærer sig enig i klagenævnets første behandling af ansvarsgrundlaget.
//Anders Nørgaard Jnesen