For kort tilbudsfrist og standstill periode?

Skrevet 21. september, 2019
Region Midtjylland klarede ved kendelse af 16. september 2019 frisag i en klagesag anlagt af B. Braun Medical A/S.

Udover spørgsmålet om et mindstekrav - som ikke blev taget til følge - erkendte Regionen at have fastsat en for kort tilbudsfrist og afholdt en for kort standstill periode. Klagenævnet kom frem til, at begge fodfejl ikke kunne føre til en annullation af udbuddet.

 

Tærsklen for annullation

 

Det er efter Klagenævnets sædvanlige praksis en forudsætning for annullation af en tildelingsbeslutning, at de påståede, udbudsretlige overtrædelser kan antages 

 

  1. at have haft betydning for tilbudsgivernes udformning af tilbud eller for udbuddets forløb, jf. bl.a. kendelse af 24. oktober 2013, DUBA B8 A/S mod Region Hovedstaden og kendelse af 24. oktober 2011, Kinnarps A/S mod VUC Sønderjylland, eller
  2. at have påvirket udfaldet af tilbudsbedømmelsen, jf. bl.a. kendelse af 9. de-cember 2013, Holm & Halby A/S mod Københavns Universitet, kendel-se af 31. oktober 2013, TOP-Rengøring ved Flemming D. Jensen mod Rebild Kommune.

 

Konklusioner

 

Kan vi så udlede af kendelsen, at en 5 dages forkortet tilbudsfrist eller en 9-dages standstill periode ikke kan føre til annullation? Svaret er måske ja for standstill-fristen, hvilket også er i tråd med Klagenævnets tidligere praksis om betydningen af angivelse af standstill perioden i underretningen. 

 

Det er dog mere kompliceret med fristen for indgivelse af tilbud:

 

Det fremgår af udbudslovens § 57, at ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af tilbud samt iagttage minimumsfristerne. Det kan vanskeligt forstås som andet end et ”mindstekrav” i lovmæssig forstand, og Klagenævnets manglende sanktionering af overtrædelsen med en annullation forekommer betænkelig – også selvom Klagenævnet her viser sig fra en pragmatisk side og formentlig har vurderet, at den (for) korte tilbudsfrist ikke i realiteten har haft nogen indvirkning på tilbudsudarbejdelsen.

 

Det er også med kendelsen svært at forudse, hvornår Klagenævnet anlægger sin pragmatiske linje vs. sin rigide linje; sidstnævnte har vi set en del gange, bl.a. hvor Klagenævnet har vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt alene at angive mindstekrav til egnethed i udbudsmaterialet (de skal også fremgå af udbudsbekendtgørelsen), også selvom man set fra et pragmatisk perspektiv kunne argumentere for, at manglende angivelse af mindstekravene i udbudsbekendtgørelsen ikke i den pågældende sag havde nogen indvirkning på tilbudsudarbejdelsen.

 

Opfordringen herfra er dog ganske klar: Sørg for at beregne de relevante frister korrekt; det er ikke en uoverkommelig opgave, og der er ingen grund til unødigt at åbne for en klageadgang.  

 

//Povl Nick Bronstein