Præciserede krav til begrundelsen for tildelingsbeslutningen

Skrevet 12. maj, 2014

Det følger af håndhævelseslovens § 2, at en myndighed - i forbindelse med gennemførelsen af et udbud omfattet af udbudsdirektivet eller forsyningsvirksomhedsdirektivet - skal underrette samtlige berørte ansøgere og tilbudsgivere om, hvilke beslutninger myndigheden træffer, bl.a. beslutning om tildeling af kontrakt eller indgåelse af en rammeaftale. Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at underretning om beslutning om tildeling af kontrakt eller indgåelse af en rammeaftale, skal ledsages af en kort redegørelse for de relevante grunde for beslutningen

 

Klagenævnet har i sin hidtidige praksis stillet relativt lempelige krav til begrundelsen for den skønsmæssige vurdering, der er foretaget af den ordregivende myndighed i forbindelse med tilbudsevalueringen. Klagenævnets kendelse af 2. maj 2014, Eurographic Danmark A/S mod Ministeriet for Børn og Undervisning, synes dog at indebære en præcisering af disse krav: 

 

I den konkrete sag var evalueringen gennemført i henhold til tildelingskriteriet ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud,” ved anvendelse af følgende 3 vægtede underkriterier; (A) ”Pris,” (B) ”Sikkerhed og fortrolighed,” samt (C) ”Kvalitet.”

 

Ministeriet havde i relation til de kvalitative underkriterier B og C oplyst, at vurderingen heraf blev kategoriseret i 5 niveauer med yderpunkterne ”meget tilfredsstillende” til ”ikke tilfredsstillende”. I begrundelsen for tildelingen blev det alene oplyst, hvordan de enkelte tilbud var kategoriseret. Kategoriseringen blev dog ikke nærmere kvalificeret. 

 

Klagenævnet vurderede, at denne begrundelse ”[…] ikke fuldt ud opfylder kravene i håndhævelseslovens § 2, stk. 2, til en kort redegørelse, idet begrundelsen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om de vindende tilbuds karakteristika og relative fordele, til belysning af de centrale elementer, der har været udslagsgivende ved bedømmelsen af de vindende tilbud og dermed også klagerens tilbud.” 

 

Kendelsens resultat synes i højere grad at bringe Klagenævnets praksis i trit med EU-Domstolens praksis, herunder særligt i sag T-57/09, ”Alfastar Benelux SA”. Her udtalte domstolen i sine præmisser 39 og 40, at 

 

“Thus, merely providing the scores awarded in respect of the various award criteria was too abstract a form of reasoning to enable the applicant to determine the specific reasons which led the contracting authority to decide […] that the bid submitted by the successful tenderer was better from the quality point of view […]

Furthermore, in the absence of explanatory comments on the abovementioned bids, the scores awarded by the contracting authority, as set out in the table, represented merely the outcome of the evaluation conducted by the committee evaluating the tenders and not the evaluation itself or a brief summary of that evaluation […]”.

 

Ordregivende myndigheder bør derfor være opmærksomme på, at det formentlig (heller) ikke i medfør af Klagenævnet for Udbuds praksis fremover er tilstrækkeligt at begrunde en kontrakttildeling med rene pointangivelser til de kvalitative underkriterier. Det er i den sammenhæng PUBLICURE’s generelle anbefaling, at begrundelsen er så fyldestgørende, at den berørte ansøger/tilbudsgiver har tilstrækkeligt grundlag til at vurdere, om der bør indgives klage på dette grundlag.

 

//Susan Popelsky og Anders Nørgaard Jensen