Aktindsigt - Strengere krav til vurderingen

Skrevet 05. marts, 2014

Det er en stigende tendens, at virksomheder anmoder om aktindsigt i udbudsforretninger, herunder særligt konkurrenternes tilbud. De mange anmodninger belaster sagsgangen hos de ordregivende myndigheder, blandt andet fordi den nye Offentlighedslov stiller skærpede krav til sagsbehandlingstiderne.

Herudover indeholder loven en vigtig nyskabelse, der har særlig betydning for vurderingen af, hvilke oplysninger i et tilbud, der skal udelades af aktindsigten i medfør af lovens undtagelsesbestemmelser. Offentlighedslovens § 30, nr. 2 foreskriver i den sammenhæng, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om 

  1. indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,
  2. for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke imødekommes.

Formuleringen er uændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere offentlighedslov, men grundlaget for vurderingen er ændret i forarbejderne sådan, at der nu gælder en formodning for, at oplysningerne under (1) skal undtages. Bevisbyrden er med formuleringen nu "væltet over" på myndigheden således, at denne selv skal argumentere for, at de omhandlede oplysninger under (1) ikke skal undtages. Dette var ikke tilfældet førhen, hvor den enkelte tilbudsgiver konkret skulle dokumentere overfor myndigheden, at oplysningerne under (1) var af (2) væsentlig økonomisk betydning. 

Herudover har Klagenævnets for Udbud – der er klageinstans ved klager over aktindsigt i udbud – i sin seneste kendelsespraksis blandt andet udtalt,  

  • at prisoplysninger som hovedregel kan undtages, og  
  • at oplysninger i tilbuddet, der meddeles i henhold til konkurrenceparametrene, i visse tilfælde også kan undtages. 

Henset til, at den offentlige medarbejders videregivelse af fortrolige oplysninger er strafbelagt i henhold til Straffelovens § 152, bør ovennævnte regelskærpelse og kendelsespraksis om aktindsigt give de ordregivende myndigheder særlig grund til at udvise omhu og påpasselighed i forbindelse med sagsbehandlingen.

//Povl Nick Bronstein & Anders Nørgaard Jensen

 

 ---o0o---

 

PUBLICURE bistår som del af sin kerneydelse ordregivende myndigheder i forbindelse med sager om aktindsigt. Kontakt os for en uforpligtende drøftelse om håndteringen af en aktindsigtsanmodning, herunder rækkevidden af aktindsigten.