Vigtig klagenævnskendelse om aftaler om kommunal skorstensfejning for private.

Skrevet 08. marts, 2012

Klagenævnet for Udbud har den 10. februar 2012 afsagt en ganske skelsættende kendelse vedrørende kommunale aftaler om skorstensfejning.

Sagen omhandlede skorstensfejning i Frederiksberg Kommune. Klager var Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der påstod, at sådanne aftaler var omfattet af udbudspligt efter EU's udbudsdirektiv. Klagenævnet fastslog, at aftalen mellem Frederiksberg Kommune og en skorstensfejermester ikke var omfattet af udbudspligt efter EU's udbudsdirektiver (i dette tilfælde udbud af tjenesteydelser). Nævnet fandt, at aftaler mellem kommunerne – der har pligt til at tilbyde borgerne lovpligtig skorstensfejning – og en skorstensfejermester om, at han skal stå for skorstensfejning for kommunens borgere, der er modtagerne af ydelsen og betaler for den, ikke udgør såkaldt gensidigt bebyrdende aftaler. EU's udbudsregler omfatter kun gensidige bebyrdende aftaler.

Afgørelsen gælder ikke blot de tilfælde, hvor den enkelte husejer betaler skorstensfejermesteren direkte, men også de tilfælde, hvor en kommune administrerer betalingen fra borgernes side (f.eks. sammen med opkrævning af ejendomsskatten) og opkræver et gebyr derfor hos skorstensfejeren.

Klagenævnet fandt det ikke nødvendigt at tage stilling til, om sådanne aftaler udgør koncessionsaftaler eller koncessionslignende aftaler, og det fandt det derfor heller ikke nødvendigt at tage stilling til, i hvilket omfang skorstensfejermesteren – hvilket forudsættes i forbindelse med koncessionsaftaler – påtager sig økonomisk risiko f.eks. for betaling for skorstensfejningen eller løber en større eller mindre økonomisk risiko ved at påtage sig arbejdet i de enkelte kommuner.

Rent faktisk bærer skorstensfejermestrene, hvad enten de følger Skorstensfejerlaugets standardaftale om skorstensfejning eller ej, en vis økonomisk risiko. Følges standardaftalen, vil det forhold, at det ifølge standardaftalen skal stå borgerne frit for at skifte til en anden skorstensfejermester end den, der har aftale med den enkelte kommune, indebære en særskilt økonomisk risiko ud over den, der altid er forbundet med at drive forretning.

Det vides ikke, om Klagenævnets afgørelse vil blive indbragt for Domstolene. Sker det ikke, vil afgørelsen stå fast, og den usikkerhed, der i mange år har hersket om udbudspligt mht. kommunale aftaler om skorstensfejning for borgerne, vil være et overstået kapitel.

Særligt om aftaler om kommunal skorstensfejning for private:

(a) Krav om passende offentlighed for at muliggøre konkurrence:

Selvom der altså ikke foreligger pligt til at udbyde aftaler om kommunal skorstensfejning for private på basis af EU's udbudsdirektiver, er der grund til at minde om, at også aftaler, der har karakter af koncessionsaftaler ifølge EU-domstolens praksis og meddelelser fra Kommissionen bør gøres til genstand for passende offentlighed/åbenhed/gennemsigtighed, hvorved der kan skabes effektiv mulighed for konkurrence om at opnå sådanne aftaler. I sin dom i sagen Telaustria minder EU-Domstolen om, at den ordregivende myndighed i forbindelse med tildeling af enhver koncession har pligt til at sikre den fornødne offentliggørelse for alle potentielle koncessionshavere.  

(b) Ligebehandling:

EU's ligebehandlingsprincip indebærer bl.a., at spillets regler skal være kendt af alle potentielle koncessionshavere, ligesom de skal være ens for alle. For at sikre en objektiv sammenligning af tilbud har Domstolen præciseret, at alle tilbud skal være i overensstemmelse med udbudsbetingelserne. Hvis en ordregiver tager hensyn til ændringer i et tilbud efter åbning af tilbuddene, begunstiges denne tilbudsgiver ifølge Domstolen i forhold til konkurrenterne.

(c) Aftalernes varighed:

Koncessionens varighed skal fastsættes på en sådan måde, at den ikke indskrænker den frie konkurrence mere end nødvendigt for at sikre afskrivningen på investeringer og et rimeligt afkast af den investerede kapital, under bibeholdelse af en med driften forbundet risiko for koncessionshaveren. Skorstensfejningsaftaler kan efter omstændighederne have en længere løbetid end de 3-5 år, der - uden begrundelse for længere løbetid - anses for acceptabelt for tjenesteydelsesaftaler omfattet af udbudsdirektiverne, og vil f.eks. kunne gælde for 8 år, idet der derved kan tages hensyn til de særlige forhold vedrørende skorstensfejning og lokalkendskab til et stort antal forskelligartede huse og bygninger, oplæring af lærlinge, et vist element af myndighedsudøvelse osv.

 

/Peter L. Vesterdorf