Rammeaftaler, delkontrakter og miniudbud – ny kendelse fra Klagenævnet

Skrevet 18. juni, 2011

En myndigheds udbud af en rammeaftale med flere leverandører er alene det første skridt på vejen mod indkøb af ydelser under en rammeaftale.

En rammeaftalen etablerer således udelukkende ”rammerne” for myndighedens fremtidige indkøb, uden dog at pålægge myndigheden en aftagepligt (naturligvis med mindre andet er aftalt).

I rammeaftaler med flere leverandører, hvor alle vilkår er fastlagt på forhånd, skal tildelingen ske på grundlag af en forudberegnelig og gennemsigtig model, der skal være defineret i udbudsbetingelserne for selve rammeaftalen, eksempelvis en såkaldt ”kaskademodel”.

I de tilfælde, hvor alle vilkår ikke er fastlagt i rammeaftalen, sker tildelingen af de enkelte delkontrakter via mini-udbud.  Klagenævnet for Udbud har i en nylig afgørelse af 27. april 2011, Atea A/S mod Ballerup Kommune, taget stilling til, hvor vide rammer der er for delkontrakter i disse tilfælde.

I sagen havde Ballerup Kommune i sine udbudsbetingelser for et mini-udbud vedrørende anskaffelse af multifunktionsmaskiner og printere anført,  (i) at man over en 4-årig periode ”forventede” at indkøbe et større antal af de pågældende varer, dog uden at forpligte sig til noget konkret antal.

Herudover var det anført, (ii) at den pågældende delkontrakt ville have en varighed på 2 år med mulighed for forlængelse i 2 x 2 år,  og (iii) at en anden kommune skulle have mulighed for at tilslutte sig aftalen efterfølgende.

Klagenævnet vurderede i sagen, at den pågældende delkontrakt reelt udgjorde en ny rammeaftale. Som begrundelse herfor henviste Klagenævnet til samtlige de under nr. (i) – (iii) ovenfor anførte forhold.

Den konkrete delkontrakt skulle efter Klagenævnets opfattelse således materielt kvalificeres som en rammeaftale, hvorfor delkontrakten burde have været udbudt efter de procedureregler for udbud af rammeaftaler, som er fastsat i Udbudsdirektivets art. 32.

Det interessante spørgsmål er herefter, hvor konkret en anskaffelse under et mini-udbud skal være, før den ikke længere vil falde ind under betegnelsen  ”rammeaftale”.

Det kan i denne sammenhæng ikke antages, at en konkret anskaffelse udtømmende skal angive det helt eksakte behov, der ønskes indkøbt, men omvendt må det dog antages, at der skal angives et vist forpligtende mindstekvantum.

Værd at bemærke er det endvidere, at Klagenævnet i kendelsen implicit anerkender, at en given delkontrakt kan indeholde en fleksibilitet for såvel den tidsmæssige fordeling af indkøb under delkontrakten som for volumen. Med denne bemærkning giver Klagenævnet fortsat et vist spillerum for delkontrakter under en rammeaftale, men det er værd at huske på, at den pågældende delkontrakt også materielt skal adskille sig fra en rammeaftale, hvilket nemmest sker derved, at delkontrakten indeholder en nærmere specificeret aftagepligt.

Klagenævnets kendelse i sagen må samlet set siges at være udtryk for en logisk afgrænsning af delkontrakter over for rammeaftaler – og er i øvrigt i tråd med Konkurrencestyrelsens vurdering af, at en delkontrakt ikke blot må udgøre ”en rammeaftale i rammeaftalen”.

Det kan naturligvis overvejes, om Klagenævnets kendelse havde fået et andet udfald, såfremt det under nr. (iii) ovenfor anførte forhold ikke havde været til stede. Dette er er dog tvivlsomt, idet kommunens anskaffelse fortsat ville have været for uforpligtende og derved stadig været meget nær en almindelig rammeaftale.

 

/Povl Nick Bronstein