Nye ændringer til bekendtgørelse om Klagenævnet for Udbud - tilpasning af klagesystemet på udbudsområdet

Skrevet 22. april, 2013

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har for kort tid siden sendt et udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Klagenævnet for udbud i høring. Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. juni 2013.

Forslaget indeholder 3 overordnede ændringer:

1) Forhøjelse og graduering af klagegebyret

 I august 2011 forhøjedes gebyret for klager over udbudsforretninger fra DKK 4.000 ekskl. moms til DKK 10.000 ekskl. moms.

Gebyret foreslås med den nyeste ændringsbekendtgørelse yderligere hævet til DKK 20.000 ekskl. moms for klager, der vedrører udbud omfattet Udbudsdirektivet (2004/18/EF), Forsyningsvirksomhedsdirektivet (2004/17/EF) og Forsvarsudbudsdirektivet (2009/81/EF).

For øvrige klager - herunder klager over licitationer efter Tilbudslovens Afsnit I eller annoncering af varer- og/eller tjenesteydelser samt udbud uden for regulering - fastholdes det nuværende gebyr på DKK 10.000 ekskl. moms.

2) Ordregivers sagsomkostninger

Bekendtgørelsen indeholder endvidere et ændringsforslag til de nuværende rammer for udmåling af sagsomkostninger i klagesager. Klagenævnet har - i modsætning til sager ved de danske domstole - ikke hidtil haft kompetence til at pålægge klageren at betale sagsomkostninger til ordregiveren, såfremt klageren taber sagen.

Dette udgangspunkt foreslås nu ændret således, at klager kan pålægges at betale sagsomkostninger i det omfang, ordregiveren får helt eller delvist medhold. 

Ændringen suppleres med et økonomisk loft, hvorefter klager under alle omstændigheder ikke kan ikendes at betale sagsomkostninger ud over DKK 100.000.

3) Årsberetning

Endelig indeholder ændringsbekendtgørelsen en pligt for Klagenævnet til årligt at offentliggøre en beretning, der formidler indholdet af principielle kendelser, på nævnets hjemmeside https://www.klfu.dk.

 

Den foreslåede bekendtgørelse synes i det hele at være en fortsættelse af den fremherskende tendens i de nyligste lovændringer på udbudsområdet - herunder ændringerne til Håndhævelsesloven og Implementeringsbekendtgørelsen - hvormed lovgiver har søgt at dæmme op for senere års voldsomme tilstrømning af klagesager.

Det er i den forbindelse særligt værd at bemærke ændringen af reglerne for udmåling af sagsomkostninger, jf. 2): Vedtages bekendtgørelsen i sin nuværende formulering, vil disse regler være unikke for Klagenævnet for Udbud, idet ingen andre offentlige klageinstanser har kompetence til at pålægge klagere at betale for det offentliges sagsomkostninger.

Det er i den forbindelse nærliggende at spørge, om de omfattende ændringer af rammerne Klagenævnet for Udbud generelt bør give potentielle klagere anledning til helt at gå uden om klagesagen og i stedet indbringe udbudsretlige spørgsmål for domstolene.

PUBLICURE vil behandle dette spørgsmål nærmere i en kommende artikel.