Hældningsgrader og døde rammeaftaler

Skrevet 01. februar, 2019
Klagenævnets kendelse forholder sig lidt nærmere til evalueringsmetodebeskrivelse og rammeaftaler, som er ramt af annullation.

Evalueringsmetode og hældningsgrad

 

Klagenævnet for Udbud har tidligere udtalt, at pligten til at beskrive evalueringsmetoden i Udbudslovens § 160 ikke ikke indbefatter en beskrivelse af den procentuelle hældningsgrad (eller gearing), hvis der bruges en lineær pointmodel.


Det så vi i kendelse af 8. august 2017, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mod Region Midtjylland. Denne praksis vil lovgiver nu gøre op med i forbindelse med det tidligere omtalte ændringsforslag til udbudsloven, så gennemsigtighedsforpligtelsen bliver total for så vidt angår beskrivelsen af evalueringsmetoden. Mens vi venter på lovgivningen, har klagenævnet dog i kendelse af 9. januar 2019, Wedel Installation Aps mod Københavns Universitet, fået lejlighed til at uddybe gennemsigtighed i forhold til hældningsgrad:

Klagenævnet udtaler nemlig, at der rigtignok ikke er pligt til at fastsætte den procentuelle hældningsgrad på den lineære pointmodel, MEN: Det var til gengæld i strid med bestemmelsen, at universtitet slet ikke havde angivet, hvad universitetet ville lægge vægt på i forbindelse med fastlæggelsen af hældningsgraden. Dette i modsætning til Midtjylland-kendelsen, hvor man havde angivet, at 

“[…] ved fastlæggelsen af procentsatsen, som benyttes til at beregne nulpunktet, vil der blive taget højde for det forud for tilbudsfristen forventede prisniveau samt spredningen i de faktisk indkomne priser justeret for eventuelle unormalt lave eller unormalt høje priser, således at modellen sikrer, at de enkelte underkriterier i praksis får den vægtning, som er angivet ovenfor.”

 

Selvom ovenstående meget vel snart kan blive irrelevant, tjener kendelsen som en præcisering af beskrivelsesforpligtelsen til § 160. 

 

Døde rammeaftaler

 

Næsten i en bisætning rører kendelsen også ved et spørgsmål, som er diskuteret lystigt i udbudsretlige kredse efter indførelsen af pligten til at bringe annullerede aftaler til ophør: Hvad sker der med en rammeaftale, hvis den annulleres endeligt? Som argument for ikke at tillægge klagen uopsættelighed, udtalte Klagenævnet, at 

 

"[...] Efter det, der er oplyst, og navnlig henset til, at Københavns Universitet ved en endelig afgørelse om annullation ikke vil kunne gøre brug af rammeaftalen, jf. udbudslovens § 185, stk. 2, finder klagenævnet, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt [...]"

 

Det er klar tale: En rammeaftale, som annulleres ved endelig kendelse, kan ikke anvendes. 

 

Ovenstående skal dog formentlig præciseres sådan, at ordregiver kan trække på en indgået rammeaftale, selv om Klagenævnet har annulleret tildelingsbeslutningen, indtil indbringelses-/ankefristens udløb og eventuel endelig dom, hvorefter kendelsen om annullation har materiel retskraft. Muligheden for videreførelse efter udbudslovens § 185, stk. 2 - efter forannævnte tidspunkt - synes i øvrigt alene efter sin ordlyd at omfatte kontrakter, og ikke rammeaftaler ("[...] medmindre særlige forhold, der tilsiger kontraktens videreførelse, gør sig gældende [...]").

 

//Anders Nørgaard Jensen & Povl Nick Bronstein