Rammeaftaler og værdiopgørelse. Føljeton

Skrevet 15. januar, 2019
EU-Domstolens dom i C-216/17 har givet anledning til yderligere reflektioner

I Domstolens afgørelse vedrørende rammeaftaler, C-216/17, udtalte Domstolen i præmis 61, at

 

"For det andet bestemmes i artikel 32, stk. 3, i direktiv 2004/18, at når en rammeaftale indgås med en enkelt økonomisk aktør, indgås kontrakter baseret på denne rammeaftale på de vilkår, der er fastsat i rammeaftalen. Det følger heraf, at den ordregivende myndighed, der oprindeligt var part i rammeaftalen, kun kan forpligte sig i eget navn og på vegne af andre ordregivende myndigheder, der er klart udpeget i denne aftale, inden for grænserne af en bestemt mængde, og at når denne grænse er nået, vil den pågældende aftale have udtømt sine virkninger."

 

Spørgsmålet er, om udtalelsen skal fortolkes således, at ordregivere udelukkende kan anvende en rammeaftale op til den forventede, værdi der er angivet. Altså om en rammeaftale er lige så "bortfaldet" i udbudsretlig forstand, når maksimalværdien er nået, som hvis rammeaftalen var udløbet i varighed?

 

Rent sprogligt synes Domstolen at kræve, at rammeaftaler ikke længere kan anvendes, når den estimerede værdi overskrides. Konsekvensen af dette vil være genudbud.

 

På den anden side synes dette at gå for langt, idet der ikke er forhold i direktivteksterne, der synes at pege på så restriktiv en tolkning.

 

Domstolen henviser i den sammenhæng udtrykkeligt til rammeaftaler mellem ordregiver og én økonomisk aktør, og det er uklart, om dette betyder, at rammeaftaler mellem ordregiver og flere økonomiske aktører ikke indeholder samme øvre grænse.

 

Endelig peger den tidligere definition af rammeaftaler (i direktiv 2004/18/EF, art. 1, nr. 5) til "i givet fald". Dette indikerer accept af en usikkerhed i forhold til rammeaftalens forløb, lige som reglerne om beregning af tærskelværdier henviser til den "anslåede værdi" der "forventes" tildelt inden for rammeaftalens løbetid.

 

Selv om flere forhold synes at pege i retning af mere fleksibilitet end Domstolen lægger op til, så vil det sikreste nok være at anlægge et forsigtigthedsprincip. Mulighederne for at undgå at blive begrænset af den anførte mængde kan formentlig opnås på en eller flere af følgende måder:

 

  1. At fastsætte den forventede maksimumsmængde på et så højt niveau, at man med stor sikkerhed ikke kommer til at overskride niveauet i rammeaftalens samlede løbetid.
  2. At indsætte en option omhandlende indkøb udover den forventede mængde (men indenfor rammeaftalens løbetid).
  3. At indsætte en klausul i rammeaftalen, hvorefter den anslåede mængde kan overskrides på bestemte vilkår og inden for rammeaftalens løbetid.

 

//Michael Steinicke og Anders Nørgaard Jensen