Forsinket opfyldelse af sanktionen uden virkning

Skrevet 03. juli, 2014

Ved kendelse af 10. februar 2014 traf Klagenævnet for Udbud afgørelse om, at en kontrakt som ordregiver (Affaldsregion Nord I/S) havde indgået var indgået uden udbud, og at dette var i strid med udbudsdirektivet. I forlængelse heraf pålagde Klagenævnet ordregiver at bringe leveringsaftalen til ophør med virkning fra den 1. juli 2014. Samtidig pålagde Klagenævnet  ordregiver en økonomisk sanktion på 500.000 kr.

Klagenævnet har med kendelse af 25. juni 2014 taget stilling til konsekvenserne af en forsinkelse af ordregivers opfyldelse af de sanktioner, der blev pålagt i februar. Ordregiver, Affaldsregion Nord I/S, havde ultimo marts iværksat et udbud af den pågældende kontrakt med henblik på at få denne tildelt, inden den oprindelige kontrakt skulle bringes til ophør pr. 1. juli. På baggrund af forhold som ordregiver havde ansvaret for (mindstekrav i udvælgelseskriterierne viste sig at være et konkurrencehindrende parameter) var det nødvendigt at foretaget en annullation af udbudsforretningen pr. 2. juni 2014. Samme dag blev et nyt udbud iværksat. På grund af annullationen forespurgte ordregiver Klagenævnet, om det var muligt at få udskudt fristen for at bringe kontrakten til ophør til 1. september i stedet for 1. juli.

Klagenævnet udtalte, at man godt kunne acceptere forsinkelsen, idet ordregiver synes loyalt at have forsøgt at efterleve sanktionen. Ordregiver havde heller ikke stillet spørgsmål ved den oprindelige kendelses rigtighed. Da ordregiver først pr. 1. september kunne have indgået en ny kontrakt, påpegede Klagenævnet endvidere, at væsentlige samfundsmæssige interesser (der ikke var af økonomisk karakter) talte for at acceptere en udskydelse af sanktionen uden virkning til 1. september. 

Afsluttende påpegede Klagenævnet, at en udskydelse af denne sanktion måtte medføre, at der måtte pålægges en yderligere økonomisk sanktion. Denne blev fastsat til 185.000 kr.

For mere om den oprindelige kendelse, se dette link.

 

//Michael Steinicke